Alle vi glemmer
ikke får øje på
usynlige hænder skaber løfter
at jeg skal rydde op i flygtningesituationen, men med intet i går der lykkedes, i dag orker jeg ingen ting, kæresten klar og humanistisk, min magtesløshed i piskegråd, den spejler alle andre nationer uden politisk varme, frivilliges hjælpearbejde overalt åbner Danmarks blinde øje, se så denne vej, se ikke ned, for hvem tænker ikke, at Ledelsen […]
Unreal to be asking strangers
about the color
of their discharge
I tvivl stadig på vej
et nyt sted hen hvor måske mennesker skal dø for at alle kan leve
eller alle må leve for en fremtid
Vi sender 600 kr til en flygtning vi har mødt vi har allerede givet ham et øjebliks opmærksomhed
andres liv
som et skud katharsis
Vi ved intet
om demonstrationen få gader borte
Uvirkeligt at spørge fremmede mennesker
om farven
på deres udflåd
jeg frygter at jeg ikke kan møde mennesker på flugt
som ligeværdige verdensborgere
ikke bare være menneske sammen med mennesker
at nogen kan tro at de
kan skrive om flygtningen
uden selv at være på flugt
55-årig hvid mand 10 års skolegang håndværksuddannelse
Magte mennesker med sværere liv
prosaisk poetisk
ad hvilken åre strømmer disse døde børn
disse overlevende voksne?
ikke
hun fortæller mig om at være i Afrika
at Uganda af alle lande i Afrika
modtager det største antal flygtninge
De rejser ud i verden for at hjælpe gøre forskel se eksotiske steder bruge kroppen voluntourism, de hvide frelsende engle med deres aflagte mærketøj og deres velvilje, deres medlidenhed og indignation og varme hænder og selfies. Det er ingen konkurrence. Vi er bare digtere. Hverken mere eller mindre, hverken blødere eller skarpere,