Posted in: centrallyrik, digt

det er vist meningen

at  jeg skal rydde op i flygtningesituationen, men jeg orker ikke i dag, i dag er jeg træt af alt det jeg forsøgte på i går, som ikke lykkedes og min kæreste overhalede mig indenom og udenom i klarhed og humanistisk fokus, mens jeg selv sad og græd over min egen magtesløshed, men jeg ER for fanden magtesløs og ser magtesløsheden spejlet alle steder, der IKKE dyrker hjælpearbejde på alle fronter og skåner staten for at se dén vej, fordi den trods alt består af mennesker, som man må tro har et hjerte et eller andet sted men bare er nødt til at spille det politiske spil ved at lade som om der kun er 1 løsning på ting, og til nød dén ene anden, som partiet med nok stemmer til at kunne tilbyde en nødvendig majoritet er fortaler for, og så er der to, måske tre stemmer, eller noget midt imellem, som ikke er deres eget hjerte, men de er nødt til at tage pikken helt ned i halsen eller op i røven, for intet andet virker, de kan kun nægte at begå så og så mange forræderier, før ingen gider lege det politiske spil med dem, og så kan de have nok så mange stemmer og vokale støtter, denne blanke opgivelse og afvisning af renhed jeg hverken fatter eller gider beskæftige mig med, som om politik SKAL være beskidt og vulgært og at gå hjem med bedrageriet yderst på tøjet og græde til familien men alligevel gå tilbage næste dag opsat på at lave nøjagtig det samme, bare bedre og mere fordelagtigt for én selv og ens eget parti, men dét svineri kan ingen udenforstående sgu da holde til i længden, vi er for fanden normaltemptatiske hérude!