Posted in: ikke-digt

Definitionsmagt

Ny bog: Det ekstreme højre går skræmmende forsigtigt til værks

Mathias Hee Pedersen leverer en grundig analyse af de identitære, etnonationalistiske og ’soft’-fascistiske bevægelsers idégrundlag og strategi
Franske identitære demonstrerer i Paris. Mens fascismen traditionelt dyker volden mere eller mindre åbenlyst, er det nye højres strategi ’stuerent’ at omforme de rammer, politikken bevæger sig i.

Franske identitære demonstrerer i Paris. Mens fascismen traditionelt dyrker volden mere eller mindre åbenlyst, er det nye højres strategi ’stuerent’ at omforme de rammer, politikken bevæger sig i.

FOTO: BERTRAND GUAY

af Steen Nepper Larsen
19. november 2021

Muslimerne invaderer og koloniserer Europa. Den store udskiftning betyder snart, at den hvide stamme kommer i mindretal. Værdierne trues, og nationen er dømt til at begå selvmord, hvis den ikke forsvarer sig. Europæerne står i fare for at miste deres etniske bevidsthed, fordi de i århundreder er blevet inficeret af »mental aids« i form af liberalisme, egalitarisme og universalisme. Men uligheden er naturlig, og kultur udspringer af biologi og race. Racekrigen er derfor uundgåelig. »Vi står ansigt til ansigt med barbarerne …« Kun en religiøs-etnisk borger- og generobringskrig – en kamp uden nåde – kan sikre Europas genfødsel.

Nogenlunde således kan en islamofobisk og dommedagsprofetisk tale, som den franske højreradikale tænker Guillaume Faye holdt i 2006, parafraseres. Siden blev den ’genopført’ i adskillige variationer overalt i Europa – ikke mindst på nettet, men også in real af etnonationalistiske politikere i ind- og udland.

Mathias Hee Pedersen – cand.mag. i idéhistorie og filosofi – har brugt to år på at skrive Fascister i fåreklæder? Den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede. Det er der kommet en grundig, øjenåbnende og meget urovækkende analyse af de højreradikale bevægelsers idégrundlag og strategi ud af. 448 sider fordelt på 26 kapitler, proppet til randen med 838 slutnoter – og hundredvis af referencer til obskure hjemmesider, youtubevideoer, seriøse medier, politiske taler og en omfattende populisme- og fascismeteoretisk inspiration.

Læseren får blandt andet indblik i den efter sigende meget udbredte og vildt ubehagelige nynazistiske roman The Turner Diaries fra 1978. Paramilitære højreradikale begår folkemord på amerikanske jøder, sorte og latinamerikanere. De henretter 60.000 »raceforrædere« og »raceforurenere« (det vil sige hvide kvinder med seksuelle forhold til ikkehvide mænd) offentligt på Rebets Dag (The Day of the Rope).

Andre voldsforherligende forfattere hævnfantaserer om at skylle lemlæstede venstreorienterede universitetsstuderendes kropsdele ud i kloakkerne, skyde sorte, gule og brune bådflygtninge med koldt blod og se muslimers hjerner splatte ud på væggene. »Vi er kampberedte pyromantikere, som i længsel afventer den rensende ild,« skriver Jonas Zuschke fra Generation Identitær i 2018.

Metapolitikken som vending

Men denne ekstreme form for højreradikale retorik har det med at skræmme mainstream. Åbenlyst racistiske og voldsforherligende udsagn og gerninger (for eksempel Breivik og andre mordere og højreterrorister) er uforenelige med offentlighedens holdninger om, hvad der er passende at sige og gøre.

Det er Hee Pedersens grundopfattelse, at Det Nye Højres arvtagere i den identitære bevægelse i stedet begynder at gebærde sig metapolitisk. Identitaer.dk (uden år, jf. note 399) bestemmer metapolitik som »den ’kultur’, der i sidste ende definerer det rum, realpolitikken kan realiseres inden for«. Det betyder i praksis, at der må arbejdes på at nå ud til så bredt et publikum som muligt. De nye højreradikale er bevidste symbol- og sprogbrugere, der via memes, film og slående formuleringer formår at omskabe virkeligheden, lidt efter lidt.

Ifølge den prominente identitære danske stemme Johan Christian Nord kan det blive nødvendigt på et tidspunkt at etablere en »undtagelsestilstand«, herunder »at internere og deportere de folk, der ønsker noget helt anderledes end os«. Men ganske interessant og klartskuende sagde han også i et interview med podcasten Udestuen i 2017, hvor han efter en henkastet bemærkning om, at det kunne være en idé at »indsamle dem (dvs. muslimerne, red.) ved eid-fejringen« ved de radikale moskeer: »Vi snakker om noget, som man faktisk ikke kan snakke om endnu.«

De højreradikale ved, at ord skaber virkelighed. Det må derfor gøres stuerent at tale ekskluderende om ’de fremmede’ og at sprede en fornemmelse af, at ’de fremmede’ invaderer og ødelægger det land, vi elsker, bor i og kender så godt. Bevarelsen af ensheden i samfundet skal sikres og legitimeres gennem en udgrænsning af de(t) fremmede. Metapolitikken kan sofistikeres og effektiviseres i ét væk. Midlet er ofte gentagelse – så mange eksempelvis kommer til at tro på, at ’vi’ står over for Den store Udskiftning, selv om det rent demografisk videnskabeligt og fødselstalsstatistisk ikke måtte holde en meter.

Hee Pedersen byder også på en meget interessant og detaljerig gennemgang af den rabiate ’case’ Rasmus Paludan, der faktisk fik mulighed for og succes med at tale om Den store Udskiftning i primetime i den traditionsrige tv-debat, der satte fut i valgkampen til folketingsvalget i 2019.

Etnopluralismen som folkefordelings- og adskillelsesprincip

I stedet for at argumentere åbenlyst etnoracistisk og blodsbåndsbiologisk går man over til at tale om etnopluralisme, altså at muslimerne og de sorte da også har ret til at dyrke og elske deres kultur, bare det ikke lige sker her hos ’os’. Men ligesom det var tilfældet for den klassiske fascisme fra det 20. århundrede, videreføres budskabet om, at det homogene og ’oprindelige’ hvide folk trues af forfald – både på grund af dekadencen, indvandringen og en snigende feminisering af kulturen.

Etnonationalismen får ny klædedragt; men det gælder stadigvæk om at forsvare folket (for eksempel den substantielle danskhed) før principperne (dvs. de farveblinde og alment nationalstatsborgerlige spilleregler).

Både Det Nye og Det Gamle Højre er på kollisionskurs med universalistiske principper for menneskerettigheder og internationale juridiske procedurer af overnational art. Følelsen af at tilhøre et homogent folk står højt hævet over fornuftsargumenter om at kunne abstrahere fra eller reflektere åbent over sin egen taleposition. De højreradikale teoretikere taler floromvundet om en »epistemologisk ydmyghed«, det vil sige, at det enkelte menneske ikke skal formaste sig til at tro, at det kan bruge sin egen fornuft til at lægge afstand til racen, blodet og jorden.

Hee Pedersen skriver skarpsindigt: »Hvor både venstre- og højreradikale bevægelser af den gamle skole ofte skilter med deres radikalisme, forsøger de identitære at kamuflere den. Den metapolitiske strategi, de forfølger, kræver nemlig, at den politiske mainstream er modtagelig over for deres ideer. De identitære befinder sig derfor i en prekær position, hvor deres offentlige image betyder alt.«

En usamtidig kobling af en præ- og postmoderne modernitetskritik

På den yderste højrefløj byder den russiske teoretiker Alexsandr Dugin sig til med en tankevækkende analyse af, at den mest effektive modernitetskritiske propaganda består i at kombinere præmodernitetsforherligelsen (af traditionen, kulturen, kampen, maskuliniteten etc.) med postmodernitetens indsigter i, at virkeligheden også er et sprogligt konstrukt. Han er også manden, der hele tiden læser og skævvrider, hvad venstreradikale teoretikere og poststrukturalistiske tænkere skriver om.

Fascismen er kendetegnet ved at gøre op med alle lighedsforestillinger. Dertil kommer, at den dyrker og forherliger volden. Vold er ikke blot et middel til radikale samfundsmæssige og politiske forandringer, men et mål i sig selv. Men den aktuelle ’identitarisme’ (fascismen i fåreklæder) formår som oftest at agere ikkevoldeligt. Langt snarere er den optaget af ved hjælp sproglig hverdagsvold og kraftigt inspireret af Dugin og mange andre at skubbe til diskursen, så mainstreamaktørerne – herunder de borgerlige partier og socialdemokraterne – begynder at føre dens ideer til torvs, som oftest uden selv at bemærke det.

Bogens allersidste sætning siger ikke bare det hele – den begrunder også bogens titel – hér dog ganske uden det spørgsmålstegn, der står på forsiden: »Fascisten iklæder sig sine fåreklæder – klar til at forsvinde ubemærket ind i den store fåreflok.«

Mathias Hee Pedersen: ’Fascister i fåreklæder? Den identitære bevægelse, Det Nye Højre og højreradikalismen i det 21. århundrede.’ Forlaget Baggrund. 448 sider. 300 kroner

Jan Henrik Wegener

Så ifølge den tankegang er de aller værste måske dem der ikke udøver vold, og omvendt vil mere vold skabe tryghed?

@Jan Henrik Wegener
Den tror jeg lige du læse engang til.
Det handler jo om at den voldelige tankegang blot kommer langsomt og godt gødet at de såkaldt “identitære.”

De er altså ikke lige forsigtige og lige diskrete alle disse højreekstreme grupper.

– I Østrig er det højreekstremistisk Frihedsparti og dets tusinder af ekstreme tilhængere, der demnstrerer og protesterer mod COVID-foranstaltningerne i Wien.

– I Holland styres protesterne via sociale medier ganske håndfast af flere ekstreme grupper, der egentlig er imod politik i det hele taget.

– I Frankrig er protesterne indkaldt af højrefløjspolitikere i det vestlige Paris. Her demonstranterne, der også er modstandere af anti- coronavirus- foranstaltninger, bannere med teksten: “Stop diktaturet”.

– I Italien deltog mange tusinde demonstranter i Milano, organiseret af politiske grupperinger mod folkestyret, mod den italienske regerings coronatiltag. Demonstrantene krævede at covis-passet skal afskaffes.

– Kroatien angreb demonstranter, ledet af personer, der tidligere har været fængsler for politisk ekstremisme, direkte journalister, – både med vold og verbalt. Her mener man, at corona er rent bluf, der er opfundet af Bill Gates og George Soros.

Og der kan nævnes mange flere eksempler. Man fakta viser, at højreradikale helt åbent udvikler anti-corona-strategier, som de bruger for at få langt flere personer i tale.

Kenneth Krabat, Per Klüver, Jeppe Bundgaard, Steffen Gliese, Alvin Jensen, Torben Skov, Finn Jakobsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jan Henrik Wegener

Genlæste den nogle gange. Finder det fortsat bagvendt at mene at forsigtighed i denne sammenhæng er værre end åbenlys bekendelse til vold.

Eva Schwanenflügel

Det paradoksale er, at de der nu demonstrerer for frihed imod “diktaturet”, uden at blinke selv ville indføre det.
Med vold.

Mon ikke det hører undcr, hvad Mark Blyth kalder “global trumpism”. Steve Bannon rejste rundt i Europa, og underviste i, hvordan det skal organiseres.

Det er og bliver bizart, at der findes disse bevægelser, som ønsker at fastholde, ja ligefrem tilbagerulle menneskeheden civilisatoriske udvikling. De må være bimse i bøtten.

Eva Schwanenflügel

Steffen, jeg tror bestemt de er ’bimse i bøtten’, men mon ikke også de er magtliderlige psykopater?

@Steffen Gliese, @Eva Schwanenflügel: Hvis man betragter dem som mentalt syge og/eller magtliderlige, tror jeg man overvurderer sin egen “sundhed” og ret til at definere civilisering af kaos.

Ikke alle mennesker her FRED som ideal. Civilisering kan også defineres som RO på samme måde som børn, der ikke vil sove, før i tiden blev skræmt til at holde mund og blive liggende i sengen. For nogle mennesker helliger målet midlet. For nogle mennesker er visse andre ikke værdige til at indgå i processen, der bestemmer målet. Har de fejl, hvis de har magten til at gennemføre dén holdning.

Hvad vil I to gøre for at bevare magten til at bestemme (jeres udgave af) civilisationsprojektet?

Man kan kun eje dét, man kan forsvare.

Opgøret med fascisme fordrer enten den enkeltes opgør med både individuelt og kollektivt ejerskab – hengivelse til pacifisme og omgivelsernes forgodtbefindende – eller det modsatte – påtagelse af nødvendig individuel (evt. blot STØTTE af) aggression for at bevare definitionsmagten.

Den Rette Måde at være og opføre sig på tilhører den eller dét, som resten lytter til.

Heller ikke humanisme er gratis.

Back to Top