det føles ikke som noget særligt
at arbejde dér på parkeringspladsen i Thessaloniki
og se på mobillægerne skrabe død hud ud
efterlade store huller
duppe jod på frostskadede tæer på flygtninge i
grupper
der venter i pytterne mens jeg tænker på
om måske ham dér har vadet gennem vand
i frostvejr uden at kunne skifte sokker
afledt af tanker om hvordan man har
skiftesokker med under forsøg på at krydse
grænsen
og hvordan man holder dem tørre
med nogen sikkerhed
og om det nu ér dét værd
at have dem med for på den anden side
bliver alt jo godt
men de sidder hér
igen
hos lægerne på parkeringspladsen
dét der er gamle skader
vævet har aldrig fået lov at hele op
næste stop hospitalet hér og amputationen
og hvem mistede han undervejs
uden at lykkes med at krydse grænsen
blev han tævet af grænsepolitiet blev han ydmyget
svigtede han sig selv i forsøget
kom en bror eller søster over men ikke han
er han alene hér
nu
og vil gøre hvad som helst for ikke
at forblive alene her vil de forsøge igen i morgen
med tæer der snart falder af
koldbrand der koster dem fødder ben liv
det bliver bedre til sommer
alle siger det
det bliver bedre til sommer
der er også flere vagter ved grænsen til sommer
flere hunde
flere tæv
bedre gøre det nu
i aften
det lægger æg i mig
jeg kan rejse jeg kan forlade det
jeg kan komme tilbage arbejde noget mere
forlade det
forlade det igen
men det lægger æg i mig
jeg ved ikke hvordan de klækkes
hvad der kommer ud af de æg
når det sker
—
ÆG, læst 2019
ÆG, læst 2022