Posted in: ikke-digt, Rapport, Reportage/doku, video

Udvist til uvished [video]

 

Ah, Sjælsmark – hvor sjæle sendes hen for at dø. Mens de venter på… at deres sag går om, at regeringen eller flygtningenævnet kommer til fornuft, at beviserne for deres uudsendelighed tilbage til forfølgelse, tortur, død er indlysende.

Se mobilvideoen af den unge mands lykkeligste dag, da han får 12 og endelig studenterhuen på, se hans forældre, især hans far græde af stolthed.

Se den unge mands forældre blive udvist til regeringsbestemt sikkert  område i Syrien, og vide at forældrene ikke tør rejse hjem, se fotos og videochat som indikation af afstanden. Narrativets billede savnet, på sorgen, den journalistiske nøgle i hjertet.

Se udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye aldrig se op fra papiret, se ham på TV og på vegne af regeringen afvise Borgerforslaget om at stoppe tilbagesendelse af syrere til Syrien. Se hans skam. Krydsklip mellem hans skam og den unge mands håb.

Se den bekymrede unge mand på kanten af sofaen, mens Borgerforslaget afgøres. Forestille sig selv at miste sine forældre, aldrig selv igen kunne se sine forældre, selv ville være i fare ved at rejse til Syrien.

Se den unge mands gymnasierektor og -lærer kalde ham stærk, i hans kamp for sine forældre, i hans håb, se kameravinklen, se close-ups af hans ansigt, der viser vi er på hans side!

Se familiebilledet med 20 syriske voksne og børn samlet i Danmark, ikke høre deres skæbner forklaret, mærke vægten tippe over i urimelighed, usikkerhed, tvivl, de ér her, men hvorfor, hvordan ikke forklaret. Er det bevidst udeladt som tilgodeseelse af den anden side i debatten? Er det ofret i journalistelevers følelses-piece på grund af for mange detaljer?

Se den unge mand, med nogens tilslørede kone og barn i stuen, er han gift ung, er han en ægte muslim, af alle kendt fra pressen?

Se den unge mands forældre løslades fra Sjælsmark, mens deres sag står på, Syrien uden tvivl en dødsfælde for flygtede regimemodstandere, men, men, men hvad skal man føle hér? Ikke hvad skal man tænke; den unge mand kan umuligt være modtager af al sympati på vegne af alle flygtede og tilbagelidende syrere, min følelse af tvivl kan ikke afvise menneskeligheden.

Bekræft således, at den unge mand er et menneske, som sådan værdifuld som enhver. Sådan humanismen fungerer som holdning og politik. Og som journalistisk redskab.

Bemærke min usikkerhed omkring udsendelsen, dens formulariske vinkling, der tvinger mig til at føle medfølelse og usikkerhed uden at kunne afgøre noget. Bemærke klip, placeringer, fokus. Er følelser eneste måde at nå mig voksne dansker på? Bestemte menneskeskæbner- og typer? Medfølelse, på tværs af al politik? Uden for politik? Kan medfølelse gavne ikke-journalister politisk, kan medfølelse være en nødvendighed for menneskelivet? Findes et sted i politik, journalistik, hvor medfølelse fortsat har reel værdi? Er dét relevant journalistik?

Mærk tvivlen. Tvivlen er et forsvar, ingen tvivl om dét. De unge journalister genfortæller ikke Sjælsmark, kameraet bliver hos den unge mand, forsøger at fremtvinge polarisering. Er du en tænker? Er du en føler? Et menneske må kunne jonglere. Kan du jonglere?

Comments (2) on "Udvist til uvished [video]"

  1. Det bliver sagt “Mahmoud og hans søstre er samlet for at se…” – så kvinden med tørklædet er vel Mahmouds søster og barnet hans niece eller nevø. Og han er næppe gift, når han nu kun lige er gået ud af gymnasiet. Det er en balance at fortælle baggrundsstof, hvor det enkelte menneske nemt bliver anonymt vs at fortælle den enkeltes tragedie og ikke få hele baggrunden med, måske forventes det at seerne allerede er up-to-date på situationen. Videoen er ikke perfekt jounalistisk arbejde, ikke desto mindre gør den noget vigtigt ved at insistere på menneske frem for tal. Mennesker med ansigter og følelser frem for system.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *