Posted in: digt, leksikalsk, satire og sarkasme

Ultimativt Dansk, Ordbog over nøgleord i den danske selvforståelse

Alfabet:

tre ekstra bogstaver har vi og andre bogstaver vi aldrig bruger, men sutter på som tangbolcher og alligevel mumler vi mere og mere  

Alkohol: fra en ganske ung alder og i større mængder end de fleste andre lande. Vi sidder ikke en hel aften over et enkelt glas vin, men skiftes til at give en omgang. Alle forventes at drikke (gravide undtaget) og det er acceptabelt at udspørge en der ikke drikker

Arbejde:

ikke kun hænder arbejder, tanker arbejder, nye tanker arbejder bedst, krøller i kreative kasser
ansvar, ansvar, ansvar for arbejdet arbejde er i kroppen i hjertet arbejde gør vi arbejde er vi 

Babyer: bør sove udendørs og ammes indendørs om end amme-moden skifter, babyer er mennesker med grænser der skal respekteres, babyer kommunikerer, lyt til dem

Barsel: et helt år, men kun for mødre

Bedst: tryggeste lykkeligste lilleputteste fandenivoldskeste smørklatteste sted at findes   

Beskedenhed: vi synes ikke det er pænt at prale

Bestyrelser: et sted at få medindflydelse når man føler sig magtesløs

Brok: er nu engang sådan en dejlig aktivitet, forløsning skal jo komme et eller andet sted fra og brok bygger broer mellem de brokkende

Bureaukrati: udfylde blanketter på borger.dk vente indsende korrekt dokumentation sagsbehandle viderestille nummer X i køen, ventetid har vi masser af, korruption ikke så meget

Børn: forventer at blive lyttet til og forventer at blive taget alvorligt, man må ikke forskelsbehandle og favorisere

Camping: det ER sjovt at sove i telt, mindst én sommer bør vi kaste os ud i højspændt camping, autentisk med lommelygter og die ganze moletjavs

Cykler:
transportmiddel ikke sportsudstyr. den enkleste vej fra punkt A til punkt hvor som helst.
stjæles typisk efter en fast periode hos samme person

Cykelstier: forventes derfor at være til rådighed i byer, vi cykler gerne tæt i klumper og indover fortov

Dagsorden: vi bryder os ikke om at det hele flyder og sejler ud af sidespor, vi bryder os om at have punkter at holde os til og vide hvor mange vi har tilbage

Doven: tja

Elever: i folkeskolen siger du og kalder deres lærer ved fornavn og vil godt have indflydelse på undervisningen og snapchatter i timerne og lærer at analysere og lave gruppearbejde fremfor udenadslære af fakta

Engelsk: vi tror vi er verdensmestre

Eventyr: vi har nærmest opfundet genren og se selv eventyr findes overalt med øjne så store som tekopper, se nu godt efter

Ferie: vi har i hvert fald ret til seks uger – arbejde for at leve, ikke?

Fladt: ikke de der bjerge der spærrer for udsigten, vel

Flag: dannebrog hedder det, det betyder fødselsdag
Forening: der findes cirka 100.000 foreninger i Danmark. 91% af foreningsarbejdet udføres af frivillige. Hvis du har en interesse, et job, spiller noget, læser noget, gør noget, mener noget eller bor et sted, findes en forening for dig

Fredagsslik: hvem vil ikke gerne slikkes på faste ugedage? Sukker kan vi ikke få nok af, selvom det også er moderne med nul-sukker-tolerance-politik

Frikadeller: der findes utallige opskrifter på denne ret, enhver ordentlig dansker vil påstå at den bedste er mors

Fritidstilbud: er en menneskeret, især for børn, men fungerer bedre i nogle kommuner end andre

Græs: vi må gerne sidde og spise og gå tur og ligge og læse og betræde ligeså tosset man vil, græs er til for at blive brugt 

Havfrue: vi kommer ikke udenom at symbolet er en ganske lille havfrue på en sten i vandet og ikke et tårnhøjt tårn eller en prangende bygning og at hun er blevet vandaliseret flere gange end nogen anden statue i Danmark og at havfruen opgav sin taleret for at få sig en prins som alligevel ikke gad have hende og nu sidder hun så der og symboliserer på sin våde sten

Himmel: typisk gråhvid lavt-hængende, undskyldende, som om der ikke er særlig højt til loftet, men en sjælden gang løfter den sig højt og blåt og alle ranker sig 

Hunde: må gerne sove i sengen men må ikke bæres omkring i tasker   

Humor: man skal kunne lave sjov med alt og grine af alt ellers går det galt, ingen ømme danske tæer tak

Hygge: fordi det kunne være så hyggeligt at ses, tak for en hyggelig aften, ih hvor vi hygger os med ryggen til de andre og noget at putte i munden og hygge handler om stemning, atmosfære og fællesskab og hyggebelysning og lad os tage en hyggedag i hyggetøj med hyggemad og hyggenygge

Højskoler: fordi uddannelse ikke kun er målrettet og eksamen og pensum, men også dannelse og selvudvikling og afprøve sine kreative sider og morgensang

Idyl: fordi det er så yndigt og fredeligt og bindingsværkshuse og marker og brosten og kunsthåndværk og vandmøller
Ildsjæl: en der udfører nødvendigt arbejde gratis, som ellers ikke ville blive gjort, en man kan ringe til udenfor kontortiden og bede om hvad som helst

Kaffe: morgen, formiddag, eftermiddag og aften. Mindst. Kaffe passer til alt. Kaffe er social lim. Kaffe er kode for at mødes of tale sammen. Det er lettere at tale med mennesker der sidder med en kop kaffe i hænderne

Kalender: planlægning og struktur vil vi have, skal vi tage en kop kaffe en dag, ja nu skal jeg lige se i min kalender, hvis vi er flere må vi hellere lave en doodle, hvor er det svært at finde en dag hvor alle kan, vi travle mennesker, vi synkroniserer lige    

Kedsomhed: fordi her er udramatisk og jævnt og ingenting for alvor stritter eller skejer eller stråler

Kolonihave: på én gang 50-er-retro Madam Blå kaffekander og blomsterbed og hippier og skæve løsninger og lejrbål og hække-højde-tyranni og ukrudt og fuglesang og helårsboende og sommerhuserstatning og dræberbier og koriander

Kongefamilien: vi synes de er sympatiske (selv Henrik, nu hvor han er død) og nede på jorden og dronningen handler i Magasin og de bestemmer jo alligevel ingenting så det er ikke fordi vi er royalister as such

Kontanthjælp: skåret ned under lavpunktet, vi vil helst ikke have at folk dør af sult, men så skal de også stå til rådighed og til regnskab og passe ind i den rigtige kasse

Kontrol: til enhver tid bedre end tillid, derfor er vi glade for at teste og evaluere 

Lakrids: passer til alt, det vi savner når vi rejser for længe

Lejrbål: knitrer i sommernætter, tiltrækker mennesker omkring sig, tiltrækker snobrød og fællessang og kys

Luft: hunde skal luftes dagligt, børn skal have frisk luft dagligt, luft er sundt for mennesker, husk at lufte ud ti minutter tre gange dagligt, luft, luft, luft, luft, luft

Lys: er godt indendørs, en lejlighed skal være lys, glødepærer, stearinlys, lyse sommernætter, lysterapi, lys er ikke bare lys, vi vil gerne have vores lys præcis som vi vil have det, det var bare det, tak

Læge: gratis med lang ventetid, vi har høje forventninger til lægers integritet 

Madpakker: vi holder ikke lang nok frokostpause til at gå ud at spise og mange arbejdspladser og skoler har ikke kantine, heldigvis er vi så konger af madpakken, den kan smøres aftenen forinden og hygge sig i tasken om formiddagen og når vi så når frem til frokost er den klar og delikat og allerhelst lavet af rugbrød og leverpostej og skiver af agurk, så er den frokost hurtigt overstået

Matador: alle kender Maude og elsker det afsnit hvor hun IKKE går op og lægger sig og grisehandleren og Agnes og de andre og selvom det kan streames bliver det stadig genudsendt som en vedvarede reference, som et fællesskab  
Medansvar: ikke en autoritær autoritet der bestemmer over gruppen 

Myg: det ondeste rovdyr i Danmark

Myndigheder: vi har ikke mistet tiltroen, forestillingen om at de er der for vores skyld, sådan grundliggende, findes side om side med politikerlede og depression og frustration 

Møder: uanset hvad der skal gøres må vi hellere begynde med at holde et møde og nedsætte et udvalg der igen kan holde et møde. Personalemøde, bestyrelsesmøde, forældremøde, teammøde, årsmøde, udvalgsmøde, gruppemøde, beboermøde, medlemsmøde. Vi er glade nok for møder

Naiv: vi tror stadig på det gode der vinder til sidst, vi kan da tale om tingene som fornuftige mennesker

Offentlig transport: vi forventer det findes og taler ikke til hinanden i bussen

Personal space: danskernes er mindre end amerikanernes men større end indernes

Pinlig: når vi fx skal nævne at vi er fra Danmark og pludselig føler os som repræsentanter for dansk politik og står der og krummer tæer og siger vi er ikke alle sammen sådan

Politikere: helt almindelige og tager toget som andre almindelige mennesker, forleden kørte jeg fx i tog med Bertel Haarder, undtagelsen er ministre der har dyre ministerbiler med privatchauffør og ministerpension, men vi siger stadig du til dem og omtaler dem ved fornavn selv de allermest grådige og egoistiske af dem

Regntøj: man kan altid genkende en dansker i udlandet på regntøjet (ikke paraply!)

Regnvejr: det regner halvdelen af de dage der findes i Danmark, der findes ingen regnløs årstid, intet sikkert tidspunkt for en havefest eller et maratonløb eller til at male taget eller hænge vasketøjet ud. Man vænner sig til det. Og snakker alligevel enormt meget om det og hader at cykle med kold modregn i ansigtet

Rugbrød: hvad er der at sige? Mørkt brød, de fleste spiser det dagligt. Mange danskere mener at det farligt for børn ikke at spise nok rugbrød

Rummelighed: ADHD, OCD, Aspergers, ASPD, PTSD

Rutiner: uden kollapser hverdagen, uden dem ingen kultur, ingen holdepunkter, alting opfindes forfra hver dag og alligevel har vi en kollektiv OD på rutiner 

Rødgrød: mest fordi det er godt at have et ord som er svært at udtale for ikke-indfødte, men det smager nu også dejligt

Selvironi: den bedste og mest formildende humor, at gøre grin med sig selv

Sild: man behøver ikke tage til Japan for at få rå fisk

Sprogtone: blød og udramatisk, ikke artikulere for meget, så synes vi bare vi skaber os

Strand: vi er aldrig særlig langt væk fra stranden med vores 7.300 kilometers kystlinje og stranden er attraktiv hele året, vi behøver at se havet ind i mellem, mærke bølgernes rytme i øjne og ører og næse, der skal være sand på en rigtig strand, synes vi og tang og muslinger og rav, vi bryder os ikke om tanken om et land uden kyster    

Tonen: er noget vi skal tåle

Tåge: uklarhed frem for sort og hvidt og tydeligt optegnede linjer, alle kan være med og ingen kan se

Udvalg: absolut nødvendige for at få tingene til at ske, foreninger og møder er for store i sig selv, udvalg er den mindste og endegyldige enhed

Uhøjtidelighed: afslappet tøj, uformel hilsen vi bryder os ikke om selvhøjtidelighed 

Uskyld: det er ikke os der tager initiativ til de store verdenskrige, vi er ikke brændpunkt, vi er et alt for lille land til sådan rigtig at betyde noget

Vejr: ubestemmeligt, omskifteligt og uforudsigeligt

Venskab: vokser ligeså langsomt og varsomt men varer evigt

Verden: vende ryggen til

Øl: kolde om sommeren, udendørs, på offentlige steder, søde til jul, billige, med pant, klassiske, eksklusive, fra mikrobryggerier, med toner af lakrids, på cafe, på værtshus, til mad, i haven, til koncert, til fodbold, til fjernsynet, til fest, til fest, på stranden, ikke længere på kontoret, i frokostpausen, ikke længere fyraftensøl, på bænken, i munden, i håret 

Ø-lejr: nogle tror det forsvandt efter 70’erne og flowerpower og hønsestrik blev væk, men ø-lejre lever endnu for børnefamilier og nyskilte og veganere og musikere og de spirituelle og kreative og dem der kan lide bare tæer i græsset og solnedgange