Posted in: 2018, andres oplevede beretning, stedsspecifikt digt

Tøj og sko

“Als ich zum ersten mal nach Samos kam
var der ingen NGO’er

med tøj ikke endnu

Folk blev ved med at ankomme
en veninde sagde: skal vi ikke selv
organisere noget? Vi fandt nogen på Lesvos
et donations-distributionslager for Moria
Kara Tepe Pik Pa og hvem ellers med behov
snart satte færgen fem paller af på kajen i Vathy
komprimeret tøj i alle størrelser
og sko som vi over flere
gange
smuglede op til en container

i den øvre klinik

Det var ikke ulovligt eller
måske var det men
ingen
ønskede flygtninge på Samos
ikke flere flygtninge på Samos
der var nok flygtninge på Samos det ville ikke have
øget vores popularitet måske havde man også deporteret os fra øen og jeg
var her for at arbejde som læge

Så om aftenen
når vi var færdige med arbejdet
i den øvre klinik
(vi havde en nedre i byen og en
øvre lige uden for den pigtrådssikrede del af lejren)
om aftenen distribuerede vi tøj
og sko
sko er populære mange flygter uden deres sko
de ender med klipklappere gennem ørkener og floder
hvordan ved jeg simpelthen ikke

Når folk kom til nedre klinik
for at få hjælp med alt fysisk
spurgte vi: kender du nogen, der mangler noget og
snart havde vi en
halv meter liste med numre at ringe til inde
i lejren når vi havde noget
så pakkede vi en pose
fuld af ønsker og overleverede den
i ly af natten på en af sidegaderne i Vathy
overskred ved det alene adskillige personlige grænser

En dag ankom en tynd
tynd fyr til klinikken han var
lige gået i land dagen før havde sluppet alt på rejsen det er hvad de fleste gør
havde givet gennemstået alt muligt usigeligt
vi spørger aldrig
jeg ved kun at han var lærer

Efter dagens arbejde pakkede
jeg en pose med sko i hans størrelse undertøj sokker bukser
t-shirts en sweater alt
en mand behøver
og over de næste uger opsøgte han både
den øvre og den nedre klinik altid
iført den sweater vi havde valgt

Jeg var på Samos fjorten måneder
denne gang
af og til mødte jeg ham på gaden
fremstod hver gang tydeligt stærkere
og stærkere mens han afventede svaret om asyl
et af de mennesker der ikke kan sidde stille
hjælpe enhver
hjælpe med oversættelse
bare støtte og assistere
hvor som helst han kunne

Da jeg vendte tilbage
efter Corona
mødte jeg ham en aften på gaden i byen
han oversætter lønnet for en af de store NGO’er på øen
han har egen lejlighed har venner vælger at leve på Samos
fodrer katte inde og ude har en bofælle
men det allerførste han sagde
da han stod foran mig var
:
Jeg har stadig sweateren du gav mig

Der var intet som helst særligt ved den sweater
kunne måske være købt for fem Euro

 

[English version]