Posted in: dialog, drama

Sneklædt landskab

Enakter for 10 karakterer

 

X:

Findes ondskab?

Adi:

Der holdt en bil i rabatten. Jeg trak ind lidt bag den for at se om jeg kunne hjælpe, men da den her fyr trådte ind i lyskeglen løb det mig koldt ned ad ryggen. Helt ærligt, jeg blev totalt rædselsslagen og trykkede speederen i bund. Dagen efter læste jeg, at en familie var fundet myrdet dér, i dén bil.

Bi:

Mit job, ikke? Nogle gange keder jeg mig ad røven til. Ved du så, hvad jeg gør? Jeg messer med folk. Jeg er god. Jeg tester, hvor langt jeg kan få dem ud, før de knækker.

Chi:

Det næste gik så hurtigt, at det føltes som om tiden forsvandt. Uden at tøve sparkede manden min toårige i brystet. Det var så voldsomt, at min dreng slap min hånd og faldt om på siden på gulvet. Mandens kollega var helt tavs. Jeg bukkede mig for at samle min søn op, men så sparkede manden ham én gang til, endnu voldsommere, lige i maven. Togdøren gik op i det samme, der var hul mellem trinnene og perronkanten, og mit barns ben faldt ned i revnen. Halvvejs inde og ude af S-toget begyndte han at skrige i panik, benet fanget mellem metal og beton. En passager flåede plasticen af nødbremsen og hev i håndtaget. Folk trak sig væk fra dørene i begge retninger. Det var i det øjeblik, jeg så den, ondskaben: Manden og hans kollega, der begge to stod og grinede hysterisk af det toårige barn, der sad fast med sit ben mellem toget og perronen.

Duo:

Erdogan, Trump, Mussolini, Hitler, Kim Jong Un, Nixon, Pol Pot, Breivik etcetera etcetera etcetera etcetera etcetera etcetera  etcetera  etcetera  etcetera  etcetera  etcetera  etcetera  etcetera  etcetera  etcetera 

Y:

Findes godhed?

Fu:

Det var sidst på måneden, så jeg egentlig havde jeg ikke råd. Men jeg bestilte det allerbilligeste på menukortet og sad bare ved disken. Tjeneren så på mit visakort at det var min fødselsdag  og kunne næsten ikke bære at jeg var alene. Hun gav mig et stort glas juice til maden og en cupcake med et lille flag i, på husets regning. Måske en gestus mange ikke ville regne for noget, men for mig var det en af de mest rørende ting nogen nogensinde har gjort for mig.

Gin:

Jeg var nødt til at have min fem måneder gamle datter med til min eksamen, jeg havde ikke noget valg. Det betød alt for mig at bestå – hun var urolig, jeg vidste, at hun forstyrrede de andre og undskyldte og undskyldte og forsøgte at skynde mig så meget som muligt. Efter en tid rejste en af de andre sig op, en yngre medstuderende, han tog mit barn i armene og sagde, jeg skal nok underholde hende, gør du dig bare færdig, tag den tid du behøver. Og så tog han hende med udenfor. Både han og jeg bestod.

Hee:

den studerende, der blokerede fem tanks på den Himmelske Freds Plads, Gandhi, Mother Theresa, læger der arbejder frivilligt, alle der giver uden at forvente noget til gengæld, forældrekærlighed, dem der af sig selv hjælper ældre i supermarkedet og forældre med barnevogne med at komme ud af bussen, de findes overalt.

Io:

“Hjemløs? Kom ind hver dag ml. 15 og 17 og få et gratis måltid mad, eller lån et rent sæt tøj, hvis du har en jobsamtale.” Jeg bliver stadig varm om hjertet, når jeg tænker på det skilt.

X:

Det beviser jo ingenting.

Y:

Skal det dét?