Posted in: digt, opremsning

Mens

mens verden vokser i bevidsthed om sig selv mens jeg

mens verden sørger over sin tabte uskyld mens jeg

mens tabene manifesterer sig ved indskrænket frihed

mens håbene falder på de stærke, de grænseløse, de selv•samme der presser og presser og presser

mens vi drikker kaffe og samtaler om intet

mens vi samtaler om intet og drikker kaffe, eller te

mens vi lider vore afsavn, det gør vi jo, mens vi lider

mens vi lægger planer og går til terapeut og gør alt rigtigt

mens alt det rigtige bliver gjort af flere og flere og flere

mens de vilde dyr dør for dumhedens hænder og stolt holdes frem som tegn på styrke

mens zoologiske haver lukkes og frø og DNA samles ind

mens arken bygges

mens nogle bygger arken af nød og af lede, af vilje til overlevelse og tro på det modsatte, for børnenes skyld for de næstes skyld, for nogens skyld, for artens

mens politikere lægger øre til virksomhedsaktionærer

mens politikere lyder virksomhedsaktionærer

mens virksomhedsaktionærer overtager verden

mens virksomhedsaktionærer overtager din have dine frø din gødskning din mad dine møder dine måder

mens dine samtaler din hukommelse og din andel i den kollektive erindring overtages 

mens aktionærerne afgiver magten til virksomhedskulturen, ikke for magten, for pengene alene

mens virksomhederne vokser

mens staterne skrumper

mens velfærdet afvikles og kvalitetskriterierne bliver laveste fællesnævner og hvor lidt kan vi love og hvor meget kan vi kræve

mens alle mulige tab bortfejes på forhånd “til fordel for alle” og for fortsat vækst

mens alle er bekymrede og magtesløse og stressen vokser

mens stressen vokser

mens presset øges

mens vi drikker en bajer på terrassen

mens vi taler om at stressen vokser og at presset øges og om alt det vi kan se og forstå og ikke forstå og står uden for og holdes uden for og bedrages til at tro og alt andet vi forhindres i at berøre

mens vi taler om alt det urørelige

mens vi taler om verden bestående af celler, af organismer, af favorable og ufavorable miljøer i det store økosystem

mens det store billede er fatbart og uskyldigt som kosmos og regn og regnorme

mens vi taler på terrassen

mens vi taber krigen

mens vi vinder krigen

mens krigen lader os kold, gør os bange, møver sig ind på os, kalder på os, ér os

mens krigens aktionærer holder produktet i vandet

mens krigen finder autonomi og går på børsen

mens angrebene på den grønne natur pågår og nihilisterne giver sig selv ret ved synet

mens vi taler om vejret

mens vi taler om vejret og om skyer

mens vi taler om vejret som noget der kan forudsiges, ikke forudsiges, ikke kontrolleres, men nogen kan frembringe regn, nogen kan danse regnen frem, dét ler vi af, regndans er ikke nødvendig i Danmark, regnen falder altid i Danmark, sidste sommer undtaget, husker du ikke, sidste sommer var tør, knasende tør, ikke som denne sommer, se hvor grønt al•ting er

mens vi eksproprierer neger og virkelig føler det hjælper noget

mens vi forsøger at få den virkelige samtale i gang

mens mennesker eksploderer

mens lastbilerne kører over flere og flere

mens folk halshugges og stenes og voldtages og parteres og flås og brændes og slagtes i en guds navn

mens religion bliver til hensynsløs fribytteri 

mens våben bliver almindelige i borgernes hænder og al god underholdning handler om at overleve mere og mere aparte grænsetilstande

mens frygten florerer på sociale medier og aldrig i en skov

mens grønt for øjne og sjæl bliver retro for alle i storbyerne

mens virkeligheden strammere og strammere opdeles i det vi kan kontrollere og det vi taber grebet om

mens vi rykkere tættere til hinanden for at ville overleve

mens vi gør vore personcirkler mindre for at kunne overleve

mens vi fjerner os fra outsidere for at turde overleve

mens enhver tvinges til større tolerence for at komme igennem årene

mens vi taber grebene om ting vi har gjort mulige i 25 år, i 200 år, insisteret på i 600 år, forstået i 2000 år, erkendt for 3500 år siden

mens vi fortsætter med at gøre alt det samme

mens vi fortsætter med at gøre det samme og siger DE for at udholde at leve med os selv og med magtesløsheden

mens vi hver i sær fortsætter med at klynge os til livet

mens vi oftere bespørger grunden til at klynge os til noget, til børnene til kærligheden til jobbet til vished til næste fix til søvnen

mens vi lægger os

mens vi gør os klar til at sove

mens vi ligger og venter på at sove

mens vi rækker ud og indfavner den sovende

mens vi bliver indfanget

mens omsorgen ér

mens