hvad siger du til
at skulle gå ad stejle bjergveje syv
kilometer ned og op og ned og op for at komme til en Lidl
med dine 150 Euro om måneden
til at købe lidt af alt det et menneske behøver og så gå
den samme vej tilbage
til dit kulsorte indelukke af UNHCR-plastic
syv kilometer ned og op og ned og op
med din rullekuffert med ris og lidt grønt tre gange hver uge
og fire måneder af året er bjergvejene rene floder
syv kilometer ned og op og ned og op
for at købe mad og det strømmende vand
løber gennem dit telt der er uden bund
ingen steder du kan gå hen at blive tør eller varm
svamp og dysenteri af ydersæsonernes fugtighed er normen
hedeslag og dehydrering normalt i turistsæsonen
rotterne og andre asylansøgere stjæler din mad
slangerne og skorpioner kommer ind overalt
myrer biller larver kakkerlakker myg
øens frodighed passer de indfødte
og du er ikke hérfra men en
meget svagt
tolereret gæst ingen ved hvad de stiller op med
så lejrchefen
og hendes soldater trækker diffuse streger
som ikke-flygtninge-besøgende skal holde sig bag
usynligt ved vagthuset med NATO-wire ind til de svageste
usynligt på vejene og for foden af bjerget
og hér er den anden side af
væk hérfra! for ingen
skal kunne tale med dig ingen
skal kunne fortælle nogen noget om hvordan
Europa behandler dig
og jer
flygtede
teksten er ændret efter indtaling. Jeg begynder at fornemme, at der er lang vej endnu, nu igen.
kummerlige vilkår + isolation = dårlig behandling – men hvorfor er det dårlig behandling? NGO’er bakker fuldt op om alle, der henvender sig. Der gøres meget i det små for at gøre opholdet tåleligt. Det er snarere de institutionaliserede lejre uden et træ og med 24/7 videoovervågning og langt fra de indfødte og indkøbsmuligheder, der er umenneskelige. Dehumaniserende, vel egentlig. Svært.