Posted in: digt, metafor

MISTELIGT

Vi lader det falde 

smatte mellem fingrene 

nedover kroppen ud i afløbet 

istappen fra styret væk

før den brænder sig fast i håndfladen

klemmer sammen om den sidste 

stump honningmelon 

den har ligget for længe 

slipper støbejernsgryden 

den var varmere end forventet 

flåede tomater 

mod grønt vinylgulv 

vi slipper hånden 

når der ikke er andet at gøre 

slipper det overvældende  

så blev vi dét mindre