Posted in: citater, fundet tekst

Kanin-spørgsmål

Özlem Cekic, Opdatering, januar, 2022:

“Skuffende!

Jeg var i P1 debat i dag for at tale om de syriske flygtninge, der bliver udvist i øjeblikket. P1 debat har udvidet deres sendetid. Det betyder at debatten varer fem kvarter, hvor det tidligere var “kun” tre kvarter. Samtidig har de sørget for at antallet af mennesker, som skal deltage også er nærmest fordoblet.

Desværre var der ikke plads til nuancer eller dilemmaer. Maratonløbet var umuligt at stoppe.

(…)

Første halve time ventede jeg bare i røret, fordi alle andre gæster skulle sige noget. Sådan er det. Alle får ikke samme taletid.

Da jeg endelig fik lov til at sige noget, var journalisten kun interesseret i at høre min kritik af SF. Jeg skrev igår en opdatering, hvor jeg undrede mig over, hvorfor SF ikke presser regeringen mere ift udvisningerne. 

Jeg fortalte om min frustration over de historier, vi læser om i øjeblikket, hvor syriske flygtninge får udvisningsbreve. Samtidig med at Mathias Tesfaye udtaler, at han og regering arbejder for at tvangshjemmesende mennesker, trods for, EUs rapporten understreger, at de hjemmevendte bliver fængslet, tilbageholdt og tvunget i millitæret. 
Spørgsmålene til mig lød på “synes du man skal vælte regeringen” 

Jeg fortalte, at det spørgsmål bliver lidt ligesom at trække kaninen op af hatten. Villy Søvndal sagde det tit til gruppemøderne, da SF sad i regering, hvis nogen var uenig med de vedtagne love eller forslag SSFRV regering kom med. Han spurgte altid om man ønskede Pia Kjærsgaard tilbage til magten. Argumentationen er nonsens, fordi den indikerer, at der er ikke plads til forbedringer eller kritik. Enten skal man accepterer alt eller være indstillet på at miste magten. Men hvad er magten værd, hvis man ikke tør at gribe den til at skabe forbedringer? Man kan presse regeringen også uden at vælte den fortalte jeg, og ville uddybe mine eksempler men journalisten var allerede videre. 

Han spurgte Rasmus Stoklund om han følte sig truet af SF. Fordi inden da havde Carl Valentin fortalt, at SF følte at de pressede regeringen. Ja, sagde Stoklund. SF presser os og stiller spørgsmål og får os i samråd. 

Så ventede jeg en halv time mere på at jeg kunne få ordet anden gang, mens nogle i studiet fortalte om, hvorfor vi ikke skulle tage flere indvandrere. De kunne ikke integreres kunne man forstå. Andre talte om kriminelle. Nogle mente oven i købet, at der skulle være en nytteværdi, når man talte om flygtninge. 

Desværre fik jeg ikke ordet igen. Det blev i alt til ca. 2 min taletid mens jeg lyttede i 43 minutter. Markerede en del gange. Men som altid blev debatten afsporet og desværre bidrog journalisten heller ikke til at holde fokus. 

Jeg er ked af, at jeg deltog. Det var spild af min tid og bidrog på ingen måder til en samtale. Det var en debat med en klar mål om, at der var vindere og tabere. 

Men er det en konstruktiv måde at lave journalistik på? Er det den måde vi skal tale om utrolig komplicerede emner? Hvad ville der endelig ske, hvis der var færre inviterede, og det var muligt at få ordet mere end et par gange? Er journalistens eneste opgave at være ordstyrer eller har personen også et ansvar ift. fakta? Hvorfor giver medierne ikke plads til nuancer, men er mest optaget af at gøre mange debatter til boksekampe eller maratonløb? Eller til et show! 

For mens vi debatterede flygtninge, var der én flygtning med på telefon. Hendes far var nemlig i Flygtningenævnet for at få den endelige besked på, hvorvidt de skulle udvises. Giv os gerne besked, sagde journalisten, når du har hørt fra din far. Ja, svarede datteren. 

Andres ulykker blev vores underholdning til p1debatten. 

Så trist!”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *