Posted in: digt, erindring

jer der smuttede

cyklerne –  den blå og sorte

min første fra ny 

min blide blå coachder viste mig at det ikke kun
var min dårlige form

der fik mig til at sakke bagud

at gear og smidighed har betydning for hastighed

væk var den fra hjørnet på Ryesgade 

i Århus overfor boghandlen, du ved 

og efter den otte andre cykler

væk gange 8

væk, væk fra cykelstativer 

fra aflåste opgange i forskellige byer

én efter én forlod de mig

selv min brune 

venligt skramlende

jeg havde navngivet Penelope
for at den skulle forblive loyal som hende
selv den sammenfoldelige røde A-cykel 

med sit shine og street-credit

der næsten kunne sove i min lomme

selv den eneste ene
der faktisk kom tilbage til mig igen
i nyt skyfarvet outfit

på bud fra politiet der havde fundet den

lod mig tro jeg NU havde fundet en keeper, en sjælecykel

Jeg kunne vokse med selv den
skred endnu engang et par år senere
fra banegården med begge sine låse
hver eneste cykel 

der forlod mig, hver eneste
aftryk i hukommelsen hjertet 

der først bliver synligt 

når hjulet er kørt