Posted in: digt, meta

jeg hader denne bog

jeg hader denne bog
jeg har aldrig hadet nogen bog så meget som denne bog
jeg har aldrig hadet nogen af mine egne bøger
jeg har hadet hver eneste af mine bøger
jeg har altid været alene om hadet
jeg har aldrig hadet den virkelighed som at være i gang med en bog er

jeg har aldrig været så bange for en bog og hvad den skal blive til som den her
jeg har aldrig frygtet min egen frygt i forbindelse med en bog som meget som jeg gør her
jeg har aldrig følt mig så alene med en bog som den her
jeg har aldrig følt mig så magtesløs og så ansvarlig som jeg gør med denne bog
jeg har aldrig følt mig så alene og isoleret i forhold til at gøre en bog færdig
jeg har aldrig villet en bog så lidt jeg selv har sat i gang og arbejdet på
jeg har aldrig været så villig til fuldstændig at kassere et manuskript som jeg er med denne bog
jeg har aldrig så brændende ønsket at en bog skulle blive færdig som med den her
jeg har aldrig været så led ved mig selv som med denne bog
jeg har ikke skammet mig så meget under arbejdet med tekst
jeg ved ikke hvad jeg skal stille op

jeg er hjemløs i min egen krop og finder ingen ro før den er færdig
jeg hader den jeg hader den jeg hader hvad den gør ved mig
jeg hader de negative følelser jeg har omkring den det er ikke sådan en bog skal føles at arbejde med det skal føles som en udfordring som en glæde som en positiv udsigt som en afklaring en bestyrkelse af min kunnen viden nysgerrighed og give mig indsigt
en bog skal ikke være en bremse en kilde en stopklods en bom en mur af ord en flammekaster bomber vold
det er ikke med vold jeg skal igennem denne bog
det er med kærlighed og omsorg
ikke had og afsky og afmagt og foragt for mig selv
eller min samarbejdspartners indsats eller idealer
jeg skal elske denne bog
ikke for dens tema men fordi den behøver at blive til
og fordi mit had og min vrede og min manglende forstand og kontrol
er dét den skal fødes af
fordi emnet behøver opgivelsen afmagten tabet
fordi emnet behøver et nyt blik og her intet er at vinde

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back to Top