Toget findes stadig
trods rygter om privatbillismens fremmarchog nej cyklismens civilbevæbning
er endnu ikke nået til verdenen hér altså.
jeg sidder i spisevognen med kupéer i vognene bag mig
husker I kupévogne? det bedste sted at møde nye mennesker
dele idéer mad sorger og politik forsøge
at undgå det nye som endnu ikke er del af vejens virkelighed de gamle de skøre
de ensomme larmende de usikre brovtende de smarte hjertelige
fremmede mødtes i kupévognen alle steder engang
i civilisationen er oprøret allerede tilendebragt
med sæder til aktiv undgåelse af naboens privatssfære altså
jeg sidder i spisevognen på vej gennem det græske Landskab
rejsen skal forestille af være arbejde
min virkelighed altid poesien
altid stikke næsen ind jeg sidder i spisevognen
landskabet bevæger sig bagud mens jeg flytter mig i opfattelse
men alle de parallelle og tangentiale sidespor
tangens lyder som tango skridt til siden
skridt frem
skridt tilbage jeg kommer nok frem til Thessaloniki
taknemmeligt at tage med hjem i bagagen samt
en svamp af flygtningeproblematikken
en regn af frivillige hjælpere uden om UNHCR
de lokale myndigheder betragter flygtningene som dyr der ikke behøver omsorg
faktisk
befatter grækerne flygtningene med samme hårde omsorg
som de viser løsgående dyr der alle har lopper og lus og alskens smitte
en hård knytnæve boret ind i halsen på hunden
presse nedad et par gange
sådan
hér er lidt kontakt altså
verden er rummelig nok men tilhører hver enkelt
at vurdere bedømme og skabe grænser i
hvem kan se forskel på verden – den store ufatteligt store ufatteligt faktiske
verden – og verden – den lille ofte ufatteligt lille
nødvendige personlige verden hvor dagens måltider opretholder liv
landskabet er fladt og kuperet på begge sider af toget
landbrugsland med slange- og sprøjtevanding maskiner
indhegninger og de ukultiverede højder hvor træerne holder på vandet
zigzaglinjerne af strøm og transformerstationer og underløbende landeveje og betonhuse
betonhuse hvor pudset afgør indtægtsniveauet stationerne er de ældste
langs sporene længe uudpakkede olie- eller gasledninger på togvogne
rester af en optur der ikke kommer
træer savner vand og vilje
afpillede grene
afpillede tage
på lagerbygningerne men det er altid værst langs jernbanen
selvom larmen er størst hvor trafikken er
for pokker jeg sidder
i spisevognen på vej til Thessaloniki hér
er den største ro jeg har følt siden jeg ankom til Grækenland
ved vinduet ad sporet gennem landet mødes vi
mit Grækenland og Grækenland for mine øjne
tørt med åbne vidder hvor øjnene ikke bliver trætte
her er så megen plads!
sammenlignet med Danmark
mit Danmark
som politikerne piller fra hinanden og serverer for sig selv
koldkrig hippier discere punkere yuppier nyliberale apater
min families levetid har set episke etiske nuancer endnu ude af proportioner
grænsekrige og nedslagtninger i verden
børnesoldater og nu en sindssygt kynisk præsident
de fællesratificerede menneskerettigheder ude af betragtning
rige regerer Jorden uden at ville regere
fattige opbruger Jorden uden at ville destruere
dem med penge og dem uden anklager hinanden for overforbruget og uforstand
der ér ingen grænser kun bevægelse tilladt
ubedt gennem landskabet gennem tid
reflektion hukommelse sammenligninger og idealer
der er intet statisk hér i landskabet
hvert træ hvert strå
hvert menneske i bevægelse
jeg er i forandring ønsker forandring et luksusdyr
for mig er verden summen af
ønsket og uønsket forandring
og alt modstår uden påskønnelse
uden bevidst fokus
ved vinduet i spisevognen
på vej mod næste stop
—
ren indlæsning
læsning og montage
—