Posted in: centrallyrik, videodigt

fra kompostbunken

så sidder jeg dér og græder

over så stort alting  er

hvordan flygtningesituationen

er en omvendt kikkert retvendt

ser jeg det hele intet

er der nogen kan gøre for at

ændre på alt selv

ikke med fornuft selv

ikke med penge til

forandring politik eller høj

nok skammel til at tale fra siger

jeg gennem tårer men at alle

vil og behøver alting bedre

og ikke vil det nok på samme tid

 

jeg er træt for HVAD

skal jeg vende kikkerten imod

som jeg formår at ændre på HVAD

er mit formål

hvor forandrer jeg bedst?

 

tage skraldet ud er mit

sortere det først mit

affaldssortering den idé at det faktisk

blir fordelt og behandlet

er samfundet dét er dét

vi betaler for over skat

forbrænding genbrug kompost

er håb om at dét er nok

til at frelse planeten men hvem

tror i dag på frelsen

ikke total ikke fuldstændig ikke

dig og mig-frelse ikke

børne-frelse ikke

Danmark-Europafrelse men måske at

livets fortsættelse er bedre end ophør måske

blot dén tanke holdt op

som et skilt over mængden?