Posted in: listedigt, lyd

Find Holger

tiden går langsommere

når man er rigtig sulten

når man savner

når isen først er spiseklar om 6 timer

når man i døren på vej mod sidste tog pludselig skal aftale alt muligt kompliceret

når man keder sig

når alle taler indforstået og ikke forklarer kontekst

når man har fundet en fantastisk fødselsdagsgave til nogen men der er længe til man kan overrække den

når man er tvunget til at udfylde den ene meningsløse jobansøgning efter den anden

når man fortaber sig i mange lange Google-omveje sidevej blindveje på vej mod et simpelt svar

når tiden tilhører en anden

når en samtale bliver ved med at være interessant

når man skal sidde stille mens ufølsomme voksne børster ens hår

når ens nærmeste diskuterer et eller andet haverelateret med mange muligheder for at få mange gode tilbud i alle mulige billige byggemarkeder i lang kørselsafstand fra boligen men “så kan man få en dag ud af det” og der er ikke noget man mindre ønsker sig end at sidde på bagsædet på vej mod Hunkyo Megamarked i Holstebro for måske at købe en plæneklipper og så standse undervejs på en rasteplads for at få en lille pøller med varm Cocio

når man sikkerhedskopierer og ikke må røre computeren imens

når man er rigtig sulten og uden mulighed for at spise før om alt for længe

når ingen respekterer én

når ens liv er uden værdi

når man opdager at nabofyren der før var bagerst i den tilsvarende lange nabokø er helt fremme ved kassen nu

når der er alt for lang tid til næste afsnit af “the good place”

når man venter på svar og er røvbange for at det er kræft

når det regner og bussen ikke kommer

når alle behøver at tilføje, at de “mener det samme som…”

når maden er i ovnen og gæsterne ikke kommer

når nogen ligger for døden

når man har lovet at blive siddende ved ungerne til de er faldet i søvn men de har 1000 spørgsmål og skal have vand og tisse og lyset tændt og lyset slukket og synges for og man ved en fuld indbakke står imellem at man selv kan sove

når køen ikke flytter sig

når man fryser hele vejen hjem

når man ikke har materiale nok og er nødt til at improvisere helt vildt

når bogens mennesker og landskab tager een i besiddelse og man glemmer sin krop

når katten bryder sine faste mønstre og ikke kommer hjem

når man keder sig til vanvid

når man er tvunget til holdsport efter skole og man hader dem alle sammen

når man er helt vildt spændt på noget man skal

når eksamensresultatet er forsinket

når 90% af ens elever udebliver og man skal have 8 timer til at gå

når megaopvasken skal tages før der er plads til at lave chokoloadekage

når blodprøven først er klar i næste uge

når man lider

når folketingsvalget på forhånd og inden noget er annonceret, nominerede fotograferede og allierede fikserede, tydeligt ligner et tab

når man er til fællesarrangement med sin nye arbejdsplads og chefen har fixset de gode pladser på Betty Nansen og man keder sig så meget over det latterligt lavpandede lort at man er ved at kaste op

når man vil hjem og hjem ikke findes mere

når man er tvunget til konfirmationsforberedelse

når hun ikke kommer

når han bare bliver væk

når man forsøger at ignorere tissetrangen og ikke vil forlade den varme seng

når man ikke KAN sove

når sommeren udeblir

når der er alt for mange mennesker i føtex

når man skændes

når ens kvikke svar standser samtalen i rummet

når man hader intenst

når intet kommer tiden i vejen