Posted in: centrallyrik

drev

Jeg ved jeg er vred

på SÅ meget vreden

del af min anatomi min

biosfære del af min lever min lever

er vred jeg kender til al•ting vredt men ér kun

næsten

  vred på dig

for at have tillid til håb gid og gid og GID

at håbet var mit men det ER kun et ord

    ser du

håb i hækkene eller blot

buske der afventer vår frygter du at året

springer våren over og i så fald hvordan

kan du leve nu

hvordan kan du nære dig selv hvordan

kan dine natlige drømme stimulere

med undere og tabte minder om ting

du aldrig har kendt

vil du ikke nok

tilstå mig dette fravær af håb illusioner

vidunderlige perler på hjertets nattehimmel og når solen skinner

kan kun minder plukke dem

eller efterlade dem som den man nu er men du

ér så meget dig dét

gir jeg dig nemt og alt andet ikke mit men håb

ér ikke mit at give jeg handler

altid og aldrig ikke livet

er i gørelsen og når dén standser

ophører også min vrede

 

jeg ved det